Jeg brænder for at gøre en forskel i det kommunalpolitiske og mener, at jeg med min plads i kommunalbestyrelsen kan få indflydelse til gavn for alle borgere i kommunen, og i særdeleshed i det lokalpolitiske i Jyllinge, Gundsømagle og Ågerup, hvor jeg har mit daglige engagement. Min politiske målsætning er nærdemokrati. Jeg er politisk optaget af børn og unges trivsel, uddannelse og fritid samt kultur, sundhed, medborgerskab og beskæftigelse.
Allerede som ung har jeg været aktivt i politiske foreninger, og har i en årrække holdt foredrag som rollemodel, i projekter med statsstøtte. Jeg har altid gået forrest når der skulle sammensættes bestyrelser, på de områder der har været mig relevant.
Min stemme som kvinde, som mor til skolebørn, som folkeskolelærer og ikke mindst som borger med en anden etnisk baggrund er vigtig, da debatten om køn, integration og uddannelse ofte kan blive polariseret i den offentlige debat. Jeg vil have vendt debatten til at handle om mulighederne frem for manglerne. Min politik vil handle om deltagelse, ligestilling, medborgerskab og at tage ansvar for vores fælles samfund. Jeg har selv taget ansvar igennem aktiv deltagelse i diverse forældrebestyrelser og områdebestyrelser i relation til mine børn.
Kvalitet og nærvær i pasningsordningen for de helt små, og fokus på dannelse og socialisering i folkeskolerne, er vigtigt for mig. Folkeskolen er en kulturbærende institution, og det er helt afgørende, at der sikres økonomisk prioritering af området. Vi skal investere i SFO, klub og ungdomsskoletilbud, og skabe langt mere samhørighed og brobygning mellem institutionerne. Jeg vil politisk arbejde for at vi kan finde de bedste løsninger lokalt, med hjælp fra de involverede parter, for at skabe en følelse af fællesskab og sikre livskvalitet for alle borgere.
I mit professionelle virke brænder jeg for at arbejde med børn og unges udvikling og uddannelse. Jeg har en bred erhvervserfaring indenfor uddannelsessektoren, herunder folkeskolen, VUC, erhvervsuddannelse og FGU. Nogle elever savner faglig progression i folkeskolen og nogle har store personlige udfordringer som gør, at de i perioder kræver mere opmærksomhed. I Roskilde skal vi have et rummeligt skolesystem der gør, at vi kan tilgodese alle børns behov. Vi skal turde at lytte til lærerne og pædagogerne i Roskilde, og dem som står med de daglige udfordringer, for at hente råd og vejledning. Nogle unge mødes med forhindringer, når de skal gennemføre en uddannelse. Den socioøkonomiske skævvridning i fordelingen af ressourcer, må ikke være en hindring for den unges uddannelsesplaner. Derfor vil jeg arbejde for, at vi som kommune kan være en uddannelsesby, der gør en indsats for at hjælpe de unge, som har udfordringer med fastholdelse og gennemførelse af en ungdomsuddannelse.
I Roskilde skal vi arbejde aktivt med de 17 verdensmål. Ikke blot fordi vi skal, men fordi det er nødvendigt for at sikre borgernes viden om emner som ligestilling, klima, bæredygtige byer og lokalsamfund, sundhed og trivsel.